Kalle Pimp & IDOL!NC. indgår samarbejde
Skrevet af Kasper Michael de Thurah d. 02. dec, 2009
23 årige Kalle Pimp fra Horsens var den suveræne vinder af dette års Talent på DR.
Hans gåpåmod og energi på scenen, samt de solide sange han havde med sig i bagagen vandt hurtigt danskerne over og på finaledagen kunne han række armene i vejret og kalde sig det største Talent i ‘09.
Interessen for rappen opstod i slutningen af 90′erne og i år 2000 tog Kalle så bladet fra munden og begyndte selv at skrive tekster og rappe. Det første rigtige show skød han af i 2001 og siden da har han varmet op for utallige danske rappere, herimellem navne som Marc Johnson, MC Clemens, Ataf Khawaja, Marwan & Majors.
Derhjemme indrettede Kalle Pimp sit eget hobby studie, hvor der blev skruet op for beatsene og han lagde det første rigtige flow ned. Siden da har han skrevet masser af sange hvilket han gjorde godt brug af på sin færd i Talent ‘09. Her optrådte han bl.a. med numrene “Jeg er på igen”, “Gør hvad jeg vil” & “Dagens Danmark”, hvoraf sidstnævnte straks blev en massiv publikumsfavorit og er det af hans numre med absolut flest hits på youtube.com.
Oprindeligt havde Kalle Pimp en forhåndskontrakt med Sony/BMG, som dog ikke valgte at følge op på muligheden for at udgive talentet. Men få dage efter Kalle Pimp havde fået beskeden om Sony/BMG’s beslutning, havde han flere henvendelser fra interesserede selskaber. De mest pågående af dem allesammen var den unge flok hos IDOL!NC., som efter en kort snak og diskussion om hvordan de så Kalle Pimps fremtid i deres regi, havde hans samtykke og en aftale blev indgået.
Derfor er det også med glæde at pladeselskabet IDOL!NC. kan meddele at man inden jul udgiver en single med seerfavoritten “Dagens Danmark” alt imens man går igang med at planlægge det videre forløb for Kalle Pimp.
Jon Nørgaard fra IDOL!NC. udtaler: “Med Kalle Pimp har vi fået en virkeligt solid profil som vi ikke havde i artistskaren. Det glæder mig utroligt at Kalle har valgt os imellem de andre bejlere han havde og jeg glæder mig meget frem til vores fremtidige samarbejde.”
Kalle Pimp udtaler: “Rejsen hertil har været sjov og måske lidt turbulent til tider, men jeg føler at jeg er landet det rigtige sted og glæder mig utroligt meget til det nye samarbejde. Allermest glæder jeg mig dog til at min single endelig kommer på gaden. Derfor vil jeg også gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for opbakningen til mine fans derude, det har været fantastisk med de mange hilsner på facebook og på gaden. Jeg håber de får hvad de har ventet på!”.
Se Kalle Pimp’s profil her på vores hjemmeside
Bliv FAN af Kalle Pimp på Facebook
Pressen skriver:
Politiken.dk: Popstars Jon redder Kalle Pimp


